Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/376

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


for det ogsaa. »Alle taler om Drikken, men Ingen om Tørsten, Mor,« sagde Manden, »des mere En drikker, des mere En tørster,« sagde han, og saa strøg han til Kongsgaarden. Der blev alle de Fremmede bedt ind til Kongen, og Kulbrænderen fulgte med han ogsaa. Saa sagde Kongen til dem, at han havde mistet den dyreste Fingerringen sin, og han troede vist, at den var stjaalen. Derfor havde han bedt sammen alle de Præstlærte i Landet, om der var Nogen af dem, som kunde sige ham, hvem Tyven var. Og saa lovede han ud, at han skulde lønne den, som kunde sige det; var han i Præstelæren, skulde han faa Kald; var det en Præst, skulde han blive Provst; var det en Provst, skulde han blive Bisp, og var han Bisp, skulde han blive nærmest efter Kongen. Saa gik Kongen fra den Ene til den Anden, og spurgte dem Allesammen, og da han kom til Kulbrænderen, saa sagde han: »Hvem er Du?» — »Jeg er den vise Præst og den Sande Profet,« sagde Kulbrænderen. — »Saa kan vel Du sige mig, hvem der har taget Ringen min da?« sagde Kongen.

»Ja, det er ikke rent ud af Von og Vett, at det som er skeet i Mørket, kan syne sig i Lyset,« sagde Kulbrænderen, »men det er ikke alle Aar, at Laxen leger i Furutop,« sagde han. »Nu har jeg læst i syv Aar for mig og Mine, og har ikke faaet Kald endda, saa skal Tyven frem, maa jeg have god Tid og meget Papir, for jeg maa skrive og regne gjennem mange Land.«

Ja, han skulde faa god Tid og saa meget Papir han vilde, naar han bare kunde skaffe Tyven frem.

Saa kom han op paa et Kammer for sig selv i Kongsgaarden, og der var det ikke længe, før de skjønte, at han maatte kunne Mere end Fadervor, for han skrev op saa meget