Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/375

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


han havde solgt dem, ranglede han ud paa Bygaden og saa sig om. Paa Hjemveien kom han i Lag med Grander og Bygdefolk, og turede og drak og pratede om alt det, han havde set i Byen. Det Artigste han saa, sagde han, det var, at der var saa mange Præster, og dem gik alle Folk og hilste paa og tog af sig Huen for; »jeg skulde ønske jeg var Præst jeg ogsaa, saa hilste de kanske paa mig og; nu læst de mest ikke se mig,« sagde han.

»Ja, er Du ikke Andet, saa er Du da svart nok til Præst, Du og,« sagde Granderne til Kulbrænderen; »men nu er vi paa Færden ligevel, saa kan vi reise paa Auktion efter Gamlepræsten og faa os en Taar, og imens kan Du kjøbe Kappen og Kragen,« sagde de. Ja, de gjorde saa, og da han kom hjem, havde han ikke en Skilling igjen.

»Nu har Du vel baade Levemaade og Skillinger?« sagde Kjærringen.

»Ja, nu skal det blive Levemaade, Mor,« sagde Kulbrænderen, »for nu er jeg bleven Præst!« sagde han; »her ser Du baade Kappen og Kragen!« — »Det skal Du faa mig til at tro; stærkt Øl gjør store Ord,« sagde Kjærringen; »Du er lige sæl, hvad for en Ende der snur op, Du,« sagde hun. »Du skal hverken syte eller kyte af Milen, før Kullene er kjølnet,« sagde Kulbrænderen.

Saa var det en Dag der reiste saa mange præsteklædte Folk forbi hos Kulbrænderen paa Veien til Kongsgaarden, saa de kunde skjønne der var Noget paa Færde der. Ja, Kulbrænderen vilde være med han ogsaa og tog paa sig Præsteklæderne. Kjærringen mente, det var vel saa vist at være hjemme, for kom han til at faa en Hest at holde for en Storkarl, saa gik den vel i Struben den Tobaksskillingen, han fik