Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/370

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


»Hm, hm, hm, der er een Raad!« mumlede hun igjen, dog høit nok til at det kunde høres af den Anden.

»Hvad er det for en Raad?« spurgte denne glad og nysgjerrig tillige.

»Der er een Raad, — det leder paa, men det faar til,« sagde Signekjærringen. »jeg skal gjøre sammen et Svøbebarn, og det skal jeg grave ned paa Kirkegaarden. Saa tror de Døde, de har faaet Barnet til sig, og Gud hjælpe mig om de skjønner Andet! Men der spørges efter Arvesølv. Har Du Arvesølv?«

»Ja, jeg har et Par gamle Sølvmarker, jeg fik i Faddergave; jeg har ikke nænnet at røre dem før, men naar det gjælder Liv, saa —« sagde Konen, og gav sig strax i Færd med at søge i Lædiken paa en gammel Kiste.

»Ja, ja, den ene skal jeg lægge i Berg, — den anden i Vand, — den tredie skal jeg grave ned i viet Jord, der Sveken er fanget; — tre maa jeg have,« sagde Kjærringen, »og saa nogle Filler til at gjøre en Rever-Unge af.«

Hun fik det Forlangte. En Dukke var snart Syet sammen i Form af et Svøbebarn. Signekjærringen reiste sig, tog Dukken og Staven og sagde:

»Nu gaar jeg paa Kirkegaarden og graver den ned. Tredie Torsdagen fra i Dag kommer jeg igjen, — saa faar vi se. Blir det Liv, saa kan Du se Dig i Øiestenen paa Barnet, men skal det dø, saa ser Du bare Sort, og ikke Andet end Sort. Saa gaar jeg nordefter til Joramo. Der har jeg ikke været paa længe; men de har sendt Bud efter mig for en Unge, som har bare Troldsvek: da er det ingen Sag; jeg skal føre ham rangsøles under en Græstorvstrimmel, saa blir han til Folk.«

»Ja saa, ja saa da!« sagde Husmandskonen beundrende. »Joramo? det er jo i Lesje? Kors bevares, saa langt borte da!«