har I reist gjennem en Skov og forbi et Berg, mens Troldene var løse; der sagde Du Jesu Navn. Saa kom I over et Vand; der sagde Du Jesu Navn over Barnet; men da Du kom forbi Kirkegaarden, var det før Hanegal, saa glemte Du det, og der fangede Barnet Ligsvek.«
»I Jesu Navn, hvor kan Du vide det?« udbrød Husmandskonen med forbausede Miner. »Det er sandt hvert evige Ord Du siger. Da vi reiste hjem fra Sæteren, kom vi saa sent ud, for der var kommet nogle Sauer fra os, og Mørket kom alt paa, da vi var i Hjemsæterlien, og en Gang syntes jeg, jeg saa et Lysskin borte i Skoven, og jeg hørte ligesom en Port gik op i Vesætnabben — der siger de nu der skal være Bergfolk — »Jesu Navn da,« sagde jeg i det samme over Barnet. Den Tid vi satte over Elven, hørte jeg et Skrig saa fælt at — »Jesu Navn da,« sagde jeg over Barnet — men de Andre sagde det bare var Lommen, som skreg mod ondt Veir.«
»Ja, det var nok det, om det bare var Lommen,« sagde Signekjærringen; maar den daarer et Spædbam, saa faar det Svek.«
»Det har jeg ogsaa hørt; jeg troede nu, det var det som værre var, den Gang,« vedblev den anden. »Men da vi kom forbi Kirkegaarden, var det over Høgstnat, der slog Studen sig rent gal for os, og Bølingen til Folkene paa Gaarden var ikke ligere, og der blev saadant Styr med Kreaturene, at jeg ikke sandsede at Signe Barnet.«
»Der har han fanget det, Mor, for det er Ligsvek fra . Kirkegaarden. Se selv i Bollen her: der staar en Ligkiste, og der staar et Kirketaarn, og i Kisten ligger der et Lig og spriker i Fingrene,« sagde Signekjærringen med Salvelse, idet hun fortolkede disse mystiske, af det smeltede Bly dannede Figurer.
