af en aldeles overnatur1ig Størrelse. Krogskovens gamle Røverhistorier foer mig pludselig igjennem Hovedet, og jeg var et Øieblik i Begreb med at løbe min Vei; men da jeg fik Øie paa Barhytten ved Ilden, de to Karle, som sad foran den, og de mange Øxer, der vare fasthuggede i Stubben ved Siden af en fældet Furu, blev det mig klart, at det var Tømmerhuggere.
Den gamle talte: jeg saa hans mørke Skikkelse bevæge Læberne; sin korte Pibe holdt han i Haanden, kun af og til førte han den til Munden for ved nogle forstærkede Drag at holde Ilden vedlige. Da jeg nærmede mig, var enten Historien ude, eller ogsaa blev han afbrudt; thi han gjorde et Tag ned i den glødende Aske med sin udgaaede Pibe, røgte i Eet væk og syntes opmærksomt at høre hvad en fjerde Mand, der nu kom til, havde at sige. Denne Person, der ogsaa maatte høre til Selskabet, thi han kom, uden Hue og kun iført en lang islandsk Bundingstrøie, med en Bøtte Vand fra Bækken, var en stor, rødhaaret Slusk. Han saa forskræmt ud. Den Gamle havde vendt sig mod ham, og da jeg var gaaet over Bækken, og nærmede mig Selskabet fra Siden, saa jeg ham nu i det fulde Lys fra IIden. Det var en liden Mand med en lang, krum Næse. En blaa, rødbræmmet Toplue, han havde paa, formaaede næppe at holde den stride, graasprængte Haarlug i Ave, og en kortlivet, sid Ringerikskofte af mørkegraat Vadmel med afslidte Fløielskanter gjorde Ryggens Rundhed og Krumning endnu mere iøinefaldende.
Den Ankomne lod til at tale om Bjørnen.
»Skal tro det?« sagde den Gamle. »Hvad skulde han der? Det har været en anden Brag Du har hørt, for der voxer ikke Noget, han kan gaa efter paa tørre Furemoen — ja Bamsen da« — føiede han til. »Jeg tror mest Du ljuger jeg, Per! De siger
