Prækestolen, var det ikke nogen af Byens Præster, men en høi bleg Mand, hun ogsaa syntes hun skulde kjende. Han prækede nok saa vakkert, og der var ikke saadan Støi og Hosting og Harking, som det pleier være ved Fropræken om Julemorgenen, men det var saa stille, at hun kunde hørt en Naal falde paa Gulvet, ja det var saa stille, at hun blev ganske angest og bange.
Da de begyndte at synge igjen, bøiede en Kone, som sad ved Siden af hende, sig hen til hende og hviskede hende i Øret: »Kast Kaaben løst om Dig og gaa, for bier Du til det er forbi her, saa gjør de Ende paa Dig. Det er de Døde, som holde Gudstjeneste.«
»Uf, jeg blir ræd, jeg blir ræd, Mor Skau,« suttrede en af de Smaa, og krøb op paa en Stol.
»Hys, hys Barn, hun slipper godt fra det; nu skal Du bare høre,« sagde Mor Skau. »Men Enken blev ogsaa ræd, for da hun hørte Stemmen og saa paa Konen, kjendte hun hende; det var Nabokonen hendes, som var død for mange Aar siden, og da hun nu saa sig om i Kirken, huskede hun godt, at hun havde seet baade Præsten og Mange af Menigheden, og at de vare døde for lange Tider siden. Det isnede i hende, saa ræd blev hun. Hun kastede Kaaben løst om sig, som Konen havde sagt, og gik sin Vei; men da syntes hun de vendte sig og greb efter hende Allesammen, og Benene skalv under hende, saa hun nær havde segnet ned paa Kirkegulvet. Da hun kom ud paa Kirketrappen, kjendte hun de tog hende i Kaaben; hun slap Taget og lod dem beholde den, og skyndte sig hjem saa fort hun kunde. Da hun var ved Stuedøren sin, slog Klokken Et, og da hun kom ind, var hun næsten halvdød, saa angest var hun. Om Morgenen da Folk kom til Kirken, laa Kaaben paa
