Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/328

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Da han skulde hente Vand i Bækken en Dag, fik han se en stor Fisk, som stod under en gammel Furerod, som Vandet havde skaaret Jorden bort fra; han satte Bøtten sin saa sagte under Fisken. Men da han Skulde gaa hjem til Kongsgaarden, mødte han en gammel Kjærring, som ledede en Guldgaas.

»God Dag, Bedstemoder!« sagde Tyrihans. »Det var en ven Fugl, I har; og saa gilde Fjær da! — det lyser lang Vei af den, — havde En slige Fjær, kunde En slippe at spikke Tyrilyser,« sagde han.

Kjærringen syntes vel saa godt om Fisken, Hans havde i Bøtten sin, og sagde, at vilde Hans give hende Fisken, skulde han faa Guldgaasen, og den var slig, at naar Nogen rørte ved den, blev han hængende fast, bare han sagde: »Vil Du være med, saa hæng paa.«

Ja, det Byttet vilde Tyrihans gjerne gjøre. »Fugl er vel saa brav som Fisk,« sagde han ved sig selv; »er den slig som Du siger, kan jeg gjerne bruge den til Fiskekrog,« sagde han til Kjærringen og var vel fornøiet med Gaasen. Han havde ikke gaaet langt, før han mødte en gammel Kjærring. Da hun saa den deilige Guldgaasen, maatte hun bort og kramse paa den. Hun gjorde sig saa sød og lækker, og saa bad hun Tyrihans, om hun fik Lov til at klappe den deilige Guldgaasen hans.

»Kan saa,« sagde Tyrihans, »men Du faar ikke nappe Fjærene af den!«

I det samme hun klappede paa Fuglen, sagde han:

»Vil Du være med, saa hæng paa!« Kjærringen sled og rev, men hun maatte hænge med, enten hun vilde eller ikke, og Tyrihans gik fremover, som om han var alene med Guldgaasen. Da han havde gaaet et Stykke til, traf han en Mand, som havde et Horn i Siden til Kjærringen for et Puds, hun havde gjort ham.