Huldrefolkene. Den Gang saa han ingen Ting der, men da Bryllupsfolkene var reist, laa der igjen saa meget Guld og Sølv og saa mange Penge, at han aldrig havde seet saa megen Rigdom før.
Det gik nu baade godt og vel i lang Tid; hver Gang der var Fremmedlag, lagede Konen til for de Gamle ude i Kammeret, og altid laa der efter dem saa mange Penge, at de tilsidst næsten ikke vidste, hvad de skulde gjøre af dem. Men styg var hun og styg blev hun, og kjed var han af hende, og det var ikke frit for, at han var lidt slem iblandt, saa at han bød til at slaa og dænge hende.
En Gang skulde han til Byen; det var paa Barfrosten om Høsten, og saa skulde han lægge Sko under Hesten. Han gik da til Smedjen, for han var en dygtig Smed selv; men hvorledes han lagede det, saa blev Skoen enten for stor eller ogsaa blev den for liden, og aldrig vilde den passe. Han havde ikke flere Heste hjemme, og det led med det skred, saa det blev Middag og det blev Eftasverdstid.
»Kan Du da aldrig faa lagt under den Skoen?« sagde Konen; »ikke er Du rar Mand, men Du er nok kleinere Smed. Der blir ikke anden Raad, end at jeg faar gaa i Smedjen og sko; er den for stor, kan Du jo øre den mindre, og er den for liden, kan Du jo gjøre den større.«
Hun gik til Smedjen, og det første hun orde, var at tage Skoen med begge Næver og rette den ud.
»Se her,« sagde hun, »saa skal Du gjøre.« Saa bøiede hun den sammen, som om den havde været af Bly. »Hold nu op Benet,« sagde hun, og Skoen passede saa akkurat, at den bedste Smed ikke kunde gjort den bedre.
»Du er nok stiv i Fingrene Du,« sagde Manden og saa paa hende.
