Svende og Drenge, og hamrede og støiede fra Klokken Tre om Morgenen hele Dagen Siden den Dag, sagde hun, saae vi ikke mere til Nissen over hos Skipperen. Men hos Kobberslageren likte han sig nok godt, endda de hamrede og bankede hele Dagen, for Folk sagde, at Konen der satte Grød paa Loftet til ham hver Torsdagsaften, og da kan En ikke undres over, at de blev rige heller, for Nissen gik vel og drog til dem, sagde Stine, og det er sandt, de tog sig op og blev rige Folk, men om det var Nissen som hjalp dem, skal jeg ikke kunne sige,« tilføiede Mor Skau, og hostede og rømmede sig efter Anstrængelsen med denne for hende usædvanlig lange Fortælling.
Da hun havde taget sig en Pris Tobak, kviknede hun og begyndte paa en Frisk:
»Min Mor det var en sanddru Kone; hun fortalte en Historie, som har hændt her i Byen, og det paa en Juledagsnat, og den ved jeg er sand, for der kom aldrig et usandt Ord i hendes Mund.«
»Lad os dog faa høre den, Madam Skau,« sagde jeg. »Fortæl, fortæl, Mor Skau,« raabte Børnene.
Madamen hostede lidt, tog sig atter en Pris og begyndte: »Da min Mor endnu var Pige, kom hun undertiden til en Enke, som hun kjendte, som hedte — ja hvad var det nu hun hedte da? Madam — jo, Madam Evensen var det, og hun var en Kone noget over sin bedste Alder, men enten hun boede oppe i Møllergaden eller inde i Krogen ved Lille Kirkebakken, det skal jeg ikke sige for vist. Saa var det en Juleaften ligesom nu; saa tænkte hun ved sig selv, at hun skulde gaa i Fropræken Julemorgen, for hun var flittig til at gaa i Kirken, og saa satte hun ud Kaffe, forat hun kunde faa sig lidt varmt Drikke, saa hun ikke skulde være fastende. Da hun vaagnede, skinnede
