Liv heller — og jeg tror det er Snak; men gamle Stine ude, hun siger hun har seet Nissen. Da jeg gik til Præsten, tjente hun hos mine Forældre, og til dem kom hun fra en Skipper, som havde holdt op at fare. Der var der saa stilt og roligt; de kom aldrig til Nogen, og ikke kom der Nogen til dem, og Skipperen var aldrig længer end nede paa Bryggen. Altid gik de tidlig til Sengs, og der var en Nisse der, sagde de. Men saa var det en Gang, sagde Stine, som Kokken og jeg vi sad oppe en Aften i Pigekammeret og skulde stelle og sy for os selv, og det led til Sengetid, for Vægteren havde alt raabt Ti. Det vilde ikke gaa med Syningen og Stoppingen, for hvert Øieblik kom Jon Blund, og ret som det var, saa nikkede jeg, og ret som det var, saa nikkede hun, for vi havde været tidlig oppe og vasket om Morgenen. Men som vi sad saaledes, saa hørte vi et forfærdeligt Rabalder ude i Kjøkkenet, sagde hun, og jeg skreg: »Gud trøste og hjælpe os, det er Nissen,« og jeg var saa ræd, at jeg ikke torde sætte en Fod i Kjøkkenet. Kokken var nok fælen hun ogsaa; men hun skjød Hjertet op i Livet, og da hun kom ud i Kjøkkenet, laa alle Tallerkenerne paa Gulvet, men ikke een af dem var itu, og Nissen stod i Døren med rød Lue paa og lo saa inderlig godt. Men nu havde hun hørt, at Nissen iblandt skulde lade sig narre til at flytte, naar En bad ham om det og sagde, det var roligere for ham paa et andet Sted, og saa havde hun længe spekuleret paa at gjøre ham et Puds, sagde hun, og saa sagde hun til ham det, — hun skalv lidt i Maalet — at han skulde flytte over til Kobberslagerens tvers over Gaden, der var det mere stilt og roligt, for der gik de til Sengs Klokken Ni hver Aften. Det var sandt nok ogsaa, sagde hun til mig, men Du ved nok det, sagde hun, at Mesteren arbeidede og var oppe med alle, baade
