hun sagde, at det hverken var tilfals for Guld eller Penge, men kunde hun faa Lov til at komme op til Prindsen og være hos ham om Natten, skulde hun faa det. Men da hun kom derop, saa sov han igjen, og alt hun raabte og skreg og ristede i ham, og alt hun græd, saa sov han, saa hun ikke var istand til at faa Liv i ham; og da det lyste af Dagen om Morgenen, kom Prindsessen med den lange Næsen og jagede hende ud igjen.
Da det led ud paa Dagen, satte Jenten sig udenfor Vinduerne i Slottet til at spinde paa Guldrokken, og den vilde ogsaa Prindsessen med den lange Næsen have. Hun lukkede op Vinduet og spurgte, hvad hun vilde have for den. Jenten sagde nu som begge de forrige Gange, at den ikke var tilfals hverken for Guld eller Penge, men kunde hun faa komme op til Prindsen, som var der, og være hos ham om Natten, skulde hun faa den. Ja, det kunde hun gjerne. Men saa var der nogle kristne Folk, som vare indtagne der, og de havde siddet i det Kammer, som var nærmest ved Prindsens; de havde hørt, at der havde været et Fruentimmer inde, som havde grædt og raabt paa ham to Nætter i Rad, og det sagde de til Prindsen. Om Kvelden, da Prindsessen kom med Sovesuppen, lod han, som han drak, men slog den bagover sig, for han kunde nok skjønne, det var en Dvaledrik. Da nu Jenten kom ind, var Prindsen vaagen, og saa maatte hun fortælle, hvorledes hun var kommen did. »Ja, nu kom Du rigtig tilpas ogsaa,« sagde Prindsen, »for i Morgen skulde jeg have Bryllup; men jeg vil ikke have det Næsegrævet, og Du er den Eneste, som kan frelse mig. Jeg skal sige, at jeg vil se, hvad Bruden min duer til, og bede hende vaske af den Skjorten med de tre Talgflækkerne paa; det gaar hun ind paa, for hun ved ikke, at det er Dig, som har gjort det; men der maa kristne Folk til det og ikke sligt Troldpak, og saa skal jeg
