Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/277

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Da Slaget var endt, fik Kongen se sit Lommetørklæde, som den fremmede Kjæmpe havde knyttet om Benet, og saa havde han let for at kjende ham; de tog ham da med stor Glæde mellem sig til Kongsgaarden, og Prindsessen, som saa ham oppe fra sit Vindue, blev saa glad, at Du aldrig kan tro det; »der kommer min Kjæreste ogsaa,« sagde hun. Han tog da Smurningskrukken og smurte sig selv paa Benet og siden alle de Saarede, og saa bleve de allesammen gode igjen paa Øieblikket. Saa fik han Prindsessen tilægte; men da han kom ned i Stalden til Hesten, den Dag Brylluppet skulde staa, stod den der saa stur og hang med Ørene og vilde slet ikke æde. Da den unge Konge — for da var han bleven Konge og havde faaet det halve Riget — talte til ham og spurgte, hvad der feilede ham, sagde Hesten: »Nu har jeg hjulpet Dig frem, og nu vil jeg ikke leve længer. Nu skal Du tage Sværdet og hugge Hovedet af mig.« — »Nei, det vil jeg slet ikke gjøre,« sagde den unge Konge; »men Du skal faa, hvad Du vil have, og staa stille bestandig.« — »Ja, gjør Du ikke, som jeg siger, skal jeg nok vide at faa Livet af Dig,« sagde Hesten. Saa maatte Kongen da gjøre det; men da han hævede Sværdet og skulde hugge til, var han saa bedrøvet, at han maatte vende Ansigtet bort, fordi han ikke vilde se paa Hugget; men aldrig før havde han hugget af Hovedet, saa stod den deiligste Prinds, der Hesten havde staaet. — »Hvor i al Verden kom Du fra?« spurgte Kongen. — »Det var mig, som var Hest,« svarede Prindsen. »Før var jeg Konge i det Land, som den Kongen var fra, Du dræbte i Slaget igaar; det var ham, som kastede Troldham paa mig og solgte mig til Troldet. Siden han nu er dræbt, saa faar jeg Riget mit igjen, og Du og jeg blive Nabokonger; men vi skal nok aldrig