jeg frelse Dig, jeg. Men nu skal Du gaa op paa det Kammer, som er her lige over, og tage en Rustning af dem, som hænger der; og saa maa Du endelig ikke tage nogen af de blanke, men den mest rustne Du ser; den skal Du tage; og Sværd og Sadel skal Du søge Dig ud paa samme Vis.« Det gjorde Gutten; men det var tungt for ham at bære det Altsammen.
Da han kom tilbage, sagde Hesten, at nu skulde han klæde sig nøgen og gaa ned i Kjedelen, som stod og kogte i det andet Kammer, og lauge sig vel der. Jeg bliver vel fæl da, tænkte Gutten, men han gjorde det alligevel. Da han havde lauget sig, blev han saa vakker og trind, og saa rød og hvid som Mælk og Blod, og meget stærkere end før. »Kjender Du nogen Forandring?« spurgte Hesten — »Ja,« sagde Gutten. — »Prøv at løfte mig,« sagde Hesten — Aa ja, det kunde han, og Sværdet svang han ogsaa som Ingenting. »Ja, læg nu Sadlen paa mig,« sagde Hesten, »og tag paa Dig Rustningen, tag saa med Nypetornpisken og Stenen og Vandflasken og Smurningskrukken, saa reise vi.«
Da Gutten vel var kommen op paa Hesten, gik det afsted, saa han ikke vidste, hvorledes han kom frem. Han havde nu redet en Stund, saa sagde Hesten: »Jeg synes, jeg hører en Dur. Se Dig om, kan Du se Noget?« — »Der kommer Mange, Mange efter os, vist en Snes,« sagde Gutten. — »Ja, det er Troldet det,« sagde Hesten, »nu kommer han med Sine.«
De red endda en Stund, indtil de, som kom efter, begyndte at nærme sig. »Kast nu Tornepisken bag over Axlen Din,« sagde Hesten, »men kast den vel langt fra migl« Det gjorde Gutten, og i det samme voxte der op en svær, tyk Nypetornskov der. Saa red Gutten igjen et langt, langt Stykke, medens
