Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/268

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


og Manden vare lige gode Venner. — En Tid efter skulde Manden igjen reise, og nu vilde han være borte i tre Uger, og saa sagde han til Gutten, at gik han ind i det tredje Kammeret, var det ikke at tænke paa Liv mer. Da fjorten Dage var gaaet, kunde Gutten ikke bare sig, han smat ind; men han saa slet ikke Noget derinde uden en Lem paa Gulvet. Da han løftede paa den og saa ned igjennem, stod der en stor Kobberkjedel og puttrede og kogte dernede; men han saa ingen Varme under. Det var artigt at kjende, om det er varmt, tænkte Gutten, og stak Fingeren nedi; da han tog den op igjen, var den forgyldt over det Hele. Gutten skrabede og vaskede den, men Forgyldningen vilde ikke gaa af; saa bandt han en Fille om, og da Manden kom hjem og spurgte, hvad der feilede Fingeren hans, sagde Gutten, han havde skaaret sig saa stygt. Men Manden rev af Fillen, og da saa han nok, hvad der feilede Fingeren. Først vilde han dræbt Gutten; men da han græd og bad igjen, bankede han ham bare, saa at han laa tilsengs i tre Dage. Da tog han en Krukke ned af Væggen og smurte ham med, saa blev Gutten lige frisk igjen.

Om en Stund reiste Manden igjen bort, og skulde ikke komme igjen før om en Maaned. Men da sagde han til Gutten, at hvis han gik ind i det fjerde Kammer, saa maatte han aldrig tænke paa at beholde Livet. En to eller tre Uger holdt Gutten sig, men saa kunde han ikke bare sig igjen; han maatte og skulde ind i Kammeret, og saa smat han ind. Der stod en stor, sort Hest paa et Spiltaug, med et Glodtraug ved Hovedet og en Høkurv ved Halen. Gutten syntes det var uligt; han byttede om og satte Høkurven ved Hovedet. Saa sagde Hesten: »Siden Du har saa godt Hjertelag, at Du vil lade mig faa Mad, skal