borte en tre, fire Dage, kunde Gutten ikke bare sig længer, men gik ind i det ene Kammer. Han saa sig rundt om, men saa ingen Ting uden en Hylde over Døren, hvor der laa en Nypetornpisk. Dette var rigtig Noget at forbyde mig saa strengt at se ogsaa, det, tænkte Gutten. Da de otte Dage vare omme, kom Manden hjem igjen. »Du har vel ikke været inde i noget af Kamrene?« sagde han. — »Nei, det har jeg slet ikke,« sagde Gutten. »Ja, det skal jeg snart se,« og dermed gik han ind i det, som Gutten havde været i. »Jo, Du har været der alligevel,« sagde han, »og nu skal Du miste Livet.« Gutten græd og bad for Sig, og saa slap han da med Livet; men dygtig Hug fik han. Da det var overstaaet, vare de lige gode Venner igjen.
En Tid efter reiste Manden igjen bort; da vilde han være borte i fjorten Dage, men først sagde han til Gutten, at han ikke skulde sætte sin Fod i noget af de Kammere, han ikke alt havde været i; for det, han havde været i, kunde han gjerne gaa ind i paany. Ja, det gik lige ens som forrige Gang, bare at Gutten nu holdt sig fra at gaa derind i otte Dage. I det Kammer saa han heller ikke Andet end en Hylde over Døren med en Kampesten og en Vandkrukke paa. Det var rigtig Noget at være saa ræd for ogsaa, tænkte Gutten igjen. Da Manden kom hjem, spurgte han, om han havde været i noget af Kamrene; nei, var det ligt det, der havde Gutten ikke været. »ja, det skal jeg snart se,« sagde Manden, og da han saa, han havde været der ligevel, sagde han: »Ja, nu sparer jeg Dig ikke længer, nu skal Du miste Livet!« Men Gutten græd og bad for sig igjen, og saa slap han igjen med Prygl, men det fik han da ogsaa. Saa meget der kunde ligge paa ham. Men da han blev frisk igjen, levede han lige saa godt som før, og han
