Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/249

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


»Ja, det er vel saa det,« sagde Peik, maar der ingen anden Raad er, saa faar jeg vel til jeg med,« sagde han.

Da de kom hjem i Kongsgaarden, orde de istand en Tønde, som Peik skulde puttes ned i, og da den var færdig, kjørte de den op paa et høit Fjeld; der skulde han ligge tre Dage og tænke over det han havde gjort, før de væltede ham udover og til Fjords.

Den tredie Dagen kom der en rig Mand gaaende, og Peik sad indi Tønden og sang: »Til Himmerig og til Paradis, til Himmerig og til Paradis skal jeg fare; men inte vil jeg, og inte vil jeg i Engleskare.«

Da Manden hørte dette, spurgte han, hvad han skulde give ham for at komme i Steden hans.

Det fik vel blive Meget, mente Peik, for der stod ikke Skyds tilsagt til at fare til Himmerige alle Dage.

Manden vilde give ham Alt det han eiede, og saa slog han ud Bunden og krøb ned i Tønden istedenfor Peik.

»Lykke paa Reisen,« sagde Kongen — han troede det var Peik, som var i den; »nu farer Du til Fjords fortere, end om Du foer med Renskyds, og nu er det ude baade med Dig og Narrestikkene Dine,« sagde han.

Før Tønden var halvveis udover Fjeldet, var der ikke en hel Stav og Stump igjen af den eller af ham, som var indeni. Men da Kongen kom hjem til Kongsgaarden, var Peik der før ham, og sad paa Traakken og spilte paa Mundharpe.

»Sidder Du der, Du Peik?« sagde Kongen.

»Javist sidder jeg her, hvor skulde jeg sidde ellers?« sagde Peik. »Jeg kan vel faa leiet Hus her til alle Hestene og Fæet og Pengene mine.«