Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/231

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Høstkvelden; men han skulde blive om Bord, til de havde ladet og var seilklare. En Søndag som Mandskabet havde Landdag, og Skipperen var oppe hos en Skovbonde for at handle Smaalast og Splitved til lidt Dækslast — det var vel paa egen Negosje, kan jeg tænke —, skulde Gutten passe Skuden. Men det maa jeg ikke glemme, denne Gutten var født paa en Søndag og havde fundet et Firkløverblad; derfor var han synen, han kunde se de Usynlige, men de kunde ikke se ham.«

»Ja ja, det blir stygt Veir,« afbrød Fortælleren sig selv, idet han reiste sig op og med Haanden skyggede over Øinene, for uhindret af det Solglimt, der nu faldt paa de lange, blanke Bølger, at kunne stirre sydover. »Se, hvor han trækker op; han kommer med Torden og Lynild. Bedst at vende i Tide; nu har vi ikke et Blaf igjen. Vi ligger her i Døvandet og driver som en Høsæk; men reve maa vi, før han kommer paa os. Kom Jon!«

Medens Revingen stod paa, tog jeg Roret og saa ud efter Veiret. Det var blankt og næsten stille; Vinden havde lagt sig, men vor Baad duvede paa Underdønningerne. Fjernt i Syd stod der over Havet en skarp afskaaret, mørk Banke; først havde vi seet den som en smal Rand, der smeltede sammen med Himmel og Hav, men efterhaanden hævede den sig som en Væg eller et Teppe, der oventil snart fik en Bord af tunge, straagule, vredne og sammenrullede Tordenskyer. I enkelte Øieblikke blev Skyteppet lysere eller gjennemsigtigere; det saa ud, som man gik med Lys der bag. Noget Glimt saaes ikke, men vi hørte en fjern, svag Rullen, som jeg i Begyndelsen troede kom fra Bølgerne.

»Nu,« sagde Rasmus, da han havde slaaet Ild paa sin Pibe og taget Roret igjen, »Gutten var altsaa synen, og ret som han