Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/223

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


»Nei, den er ikke det,« sagde Esben.

»Ja, men jeg faar vel Lov at lægge Silkelommetørklædet mit imellem,« sagde Kongen.

Det kunde han faa Lov til, og saa fik han Piben og lagde den i Pengepungen Sin, og den stak han i Lommen og knappede vel til for den, og saa strøg han afsted paa Hjemveien; men da han kom til Kongsgaarden og vilde tage frem Piben, var det ikke ligere med ham end med Kvindfolkene, han havde ikke Piben mere end de havde den; og Esben Askelad kom hjemdrivende med Hareflokken, og der manglede ikke et Haar.

Kongen var baade hadsk og harm, fordi han havde narret dem Allesammen og snydt ham for Piben ogsaa, og nu skulde han miste Livet, det var ikke noget at spørge om; og Dronningen sagde det Samme, det var bedst at rette en saadan Bedrager paa fersk Gjerning.

Esben mente det, at det hverken var ret eller rigtigt, for han havde ikke gjort Andet end det, de havde sagt han skulde gjøre, og saa havde han værget Ryggen og Livet sit, saagodt han kunde.

Saa sagde Kongen, at det fik være det Samme, var han god for at lyve det store Bryggerkarret saa fuldt, at det randt over, saa skulde han faa beholde Livet.

Det var hverken noget langt eller vanskeligt Arbeide det, det troede han sig vel til, sagde Esben Askelad, og saa tog han paa at fortælle, hvorledes det var gaaet med ham fra Førsten af; han fortalte om Kjærringen med Næsen i Stubben, og ret som det var, saa sagde han: — »jeg maa Noget lyve ihob, skal Karret blive fuldt,« — saa talte han om Piben han fik, og om Stuepigen, som kom til ham og vilde kjøbe den for hundrede Daler, og om alle Kyssene hun maatte give attpaa borte i