Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/22

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


før anden Juledag, og først under Nytaar kunde Hesten ventes hertil. Mine Kammerater vare reiste fra Byen, og jeg havde ikke en Familie, jeg kunde hygge mig ved. De to gamle Jomfruer, som jeg logerede hos, vare vistnok godslige og snille Mennesker, og de havde med megen Omhu taget sig af mig i Begyndelsen af min Sygdom. Men disse Damers hele Maade at være paa var alt for meget af den gamle Verden til rigtig at falde i Ungdommens Smag. Deres Tanker dvælede helst ved Fortiden, og naar de, som ofte kunde hænde, fortalte mig Historier om Byen og dens Forhold, mindede det saavel ved sit Indhold som ved den naive Opfatningsmaade om en forsvunden Tid. Med dette mine Damers gammeldagse Væsen stod ogsaa det Hus, som de beboede, i god Overensstemmelse. Det var en af disse gamle Gaarde i Toldbodgaden med dybe Vinduer, lange skumle Gange og Trapper, mørke Rum og Lofter, hvor man uvilkaarlig maatte tænke paa Nisser og Spøgeri, kort netop en saadan Gaard, maaske det endog var den samme, som Mauritz Hansen har skildret i sin Fortælling: »Den Gamle med Kysen«. Hertil kom, at deres Bekjendtskabskreds var meget indskrænket; thi foruden en gift Søster kom der aldrig andre end et Par kjedelige Madamer. Det eneste Oplivende var en smuk Søsterdatter og nogle muntre, livlige Broderbørn, som jeg altid maatte fortælle Eventyr og Nissehistorier.

Jeg søgte at adsprede mig i min Ensomhed og min mismodige Stemning ved at se paa alle de mange Mennesker, som færdedes op og ned ad Gaden i Snefog og Vind med rødblaa Næser og halvlukkede Øine. Det begyndte at more mig at iagttage det Liv og den Travlhed, som herskede over i Apotheket: Døren stod ikke et Øieblik, Tjenestefolk og Bønder strømmede ind og ud og gav sig til at studere Signaturerne, naar de kom paa