Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/209

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

saa bliver det ikke andet end Sveltihjel.« — »Jeg har ikke noget Mel,« sagde Nordenvinden, »men siden Du er saa nødig, skal Du faa en Dug, som skaffer Dig Alt hvad Du kan ønske, naar Du bare siger: »Dug, bred Dig ud og dæk op med alle Slags kostelige Retter!«

Det var Gutten vel fornøiet med. Men da Veien var saa lang, at han ikke kunde naa hjem om Dagen, gik han ind til en Gjæstgiver paa Veien, og da de, som vare der, skulde til at spise til Aftens, lagde han Dugen paa et Bord, som stod i Krogen, og sagde: »Dug, bred Dig ud og dæk op med alle Slags kostelige Retter!« Aldrig før havde han sagt det, saa gjorde Dugen det, og Alle syntes det var en herlig Ting; men Ingen likte det bedre end Gjæstgiverkonen. Det var ikke stort Bryd med Stegning og Kogning, med Dugning og Dækning, med Henting og Fremsætting paa det Bordet, tænkte hun. Da det derfor led ud paa Natten, saa Alle sov, tog hun Guttens Dug og lagde en anden i Steden, som var akkurat ligedan som den, han havde faaet af Nordenvinden, men som ikke kunde dække op med Havrelefse engang.

Da Gutten vaagnede, tog han Dugen sin og gik afsted med, og den Dagen kom han hjem til Moderen. »Nu,« sagde han, »har jeg været hos Nordenvinden, det var en skikkelig Mand, for han gav mig denne Dugen, og naar jeg bare siger til den: Dug, bred Dig ud og dæk op med alle Slags kostelige Retter! saa faar jeg al den Mad, jeg kan ønske mig.« — »Ja, det ved jeg vist,« sagde Moderen, »men jeg tror det ikke, førend jeg ser det.« Gutten skyndte sig, satte frem et Bord, lagde Dugen paa det og sagde: »Dug, bred Dig ud og dæk op med alle Slags kostelige Retter!« men Dugen dækkede ikke op med en Bid Fladbrød engang