det var Brudestadsen og et Sølvfad, og det skal findes paa Gaarden den Dag i Dag.« —
Berthe fortalte endnu mange Historier. Omsider knirkede Sneen under Slæden, og Hesten prustede for Døren. Jeg stak Berthe nogle Skillinger i Haanden for Kur og Pleie, og inden et Kvarters Tid var jeg hjemme. Eddike-Omslag og koldt Vand gjorde Foden snart god; men da Berthe kom op i Kjøkkenet paa Gaarden, og pukkende paa sine Kunster vilde tilegne sig Æren for min hurtige Helbredelse, kunde Børnene ikke holde sig; de skraalede hende i Øret hendes Signevers, som jeg havde lært dem, og spurgte om hun syntes en Taar Brændevin og sligt Sludder kunde hjælpe for Vred. Dette gjorde hende mistroisk; skjønt hun fortalte mig mangen vidunderlig Historie efter den Tid, og uagtet jeg hverken sparede List eller Overtalelser, saa lykkedes det mig aldrig siden at faa Berthe Tuppenhaug til at lette paa Fligen af det Isisslør, hvormed hun tilhyllede Maalingens, Støbningens, Aatgjøringens og Signekunstens Mysterier.
