Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/161

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Hun satte sig ned paa Stokken, mens han lagde fra sig Øxen og satte sig paa en Stubbe tæt ved; men i det samme saa han, at hun puttede en lang Korumpe ned i Sprækken. Nu kan En nok vide det, at han ikke rørte Maden; men han sad og lirkede og leede til han fik Bleien ud, saa Stokken kneb til og Rumpen sad i Klemmen, og saa skrev han Jesu Navn paa Spandet. Men da kan det vel hænde hun fik Fødder: hun foer op saa braadt, at Rumpen røg tvert af og blev siddende igjen i Stokken, og borte var hun; han saa ikke hvor det blev af hende. Spandet og Maden det var ikke andet end en Barkeskrukke med noget Kornøg i. Siden torde han næsten aldrig gaa ud i Skogen, for han var ræd hun skulde hævne sig.«

»Men en fire fem Aar derefter saa var der blevet en Hest borte for ham, og maatte selv ud at lede. Ret som han gik i Skogen, saa var han inde i en Hytte hos nogle Folk; men han havde ingen Greie paa hvorledes han kom der; paa Gulvet gik en styg Kjærring og stellede, og borte i en Krog sad en Unge, som vel kunde være saa en fire Aar. Kjærringen tog Ølkanden og gik hen til Ungen med: »Gaa nu bort,« sagde hun, »og byd Far Din en Drik Øl.« Han blev saa forfærdet, at han tog til Benene, og siden har han hverken hørt eller spurgt hende eller Ungen; men rar og suset var han altid.« —

»Ja, han maa jo have været en Tulling den Mads Knæ, Berthe,« sagde jeg, »og nogen duelig Signekall kan han ikke have været, siden han ikke kunde hytte sig bedre. For Resten var det artigt nok med det graa Garnnøstet.« Det mente Berthe ogsaa, men slig Signekall som Mads Knæ fandtes ikke paa lang Lei. Mens vi sad og pratede om dette, bad jeg Berthe bringe mig Jagttasken, og da jeg havde stoppet mig en Pibe, rakte hun mig en brændende Stikke og begyndte paa en ny Fortælling. som jeg havde hørt hun skulde kjende.