Da Kongen kom og skulde se, om han var hakket eller om
de bare havde Smaaplukket ham, maatte han vade i Penge, før
han kom frem til Sengen; de laa i Dynger og Sække til langt
op paa Væggen, og i Sengen laa Mumle og snorksov.
»Gud hjælpe baade mig og min Datter,« sagde han, da han skjønte, Mumle var lys levende. Jo, Alting var godt og vel gjort, det kunde Ingen nægte, men det var ikke værdt at tale om Bryllup, før Broen var færdig, sagde han.
En Dag da saa stod Broen der fuld færdig, og Gamle-Erik stod paa den, og skulde tage Tolden, han havde tinget paa.
Mumle Gaaseæg vilde have Kongen med sig og og prøve Broen, men det havde han ingen Hug til. Saa satte han sig selv op paa en Hest og slængte den fede Kongsgaardsbudeien op paa Sadelknappen foran sig, — hun saa mest ud som en diger Furekubbe — og saa red han over, saa det dundrede i Broen.
»Hvor er Sundtolden? Hvor har Du Sjælen?« skreg Gamle-Erik.
»Hun sidder inde i denne Furekubben; vil Du have den, faar Du spytte i Næven og tage den,« sagde Mumle Gaaseæg.
»Nei helles Tak; — tager ikke hun mig, tager ikke jeg hende,« sagde Gamle-Erik; »een Klemme har Du faaet mig i, Du skal ikke faa mig i en til,« sagde han, og dermed fløi han lige hjem til Gamlemor sin, og siden har han hverken været hørt eller spurgt der.
Men Mumle Gaaseæg foer hjem til Kongsgaarden og vilde have Lønnen, Kongen havde lovet ham, og da Kongen vred sig i for at give ham den, og vilde gaa fra det han havde lovet, sagde Mumle det var bedst, han lagede sig en dygtig Niste-
