Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/138

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


»Nu er det laget til, nu skal jeg æde,« sagde Troldet.

»Det skal vi knabbes om,« sagde Mumle og slog med Klubben, saa Hovederne trillede af det.

Saa gik han ind i Berget, som Troldet havde kommet ud af, og derinde stod der en Hest og aad af en Tønde med gloende Ildmørje, og bag den stod der en Havretønde.

»Hvorfor æder Du ikke af Havretønden?« sagde Mumle Gaaseæg.

»Fordi jeg ikke er god for at snu mig,« sagde Hesten.

»Jeg skal nok snu Dig,« sagde Mumle.

»Slid heller af mig Hovedet,« sagde Hesten.

Saa gjorde han det, og da blev Hesten til en vakker Karl. Han sagde, han var bergtagen og omskabt til en Hest af Troldet, og han hjalp ham til at finde Sværdet, som Troldet havde gjemt paa Sengebunden, oppi Sengen laa Gamlemor til Troldet og snorksov.

Hjem igjen foer de tilvands, og da de vare komne udpaa kom Gamlekjærringen efter; hun kunde ikke naa dem, saa gav hun sig til at drikke, og hun drak saa det minkede og Vandet faldt; men Havet raadede hun ikke med at drikke op, saa sprak hun.

Da de kom til Lands, sendte Mumle Gaaseæg Bud, at Kongen skulde hente Sværdet. Han sendte fire Heste, nei de ruggede det ikke, han sendte otte, og han sendte tolv, men Sværdet blev der det var, de orkede ikke at flytte det af Flækken. Men Mumle Gaaseæg tog det alene og bar det frem.

Kongen troede ikke sine Øine, da han saa Mumle igjen, men han laat vel og lovede baade Guld og grønne Skove; og