Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/128

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Næbbet: saa gult og krumt og digert et Næb har ingen anden Tiur i Marken. Se, hvor grøn han er i Brystet; det skinner mest af ham. Og saa tung og svær han er!« vedblev Per, idet han under næsten barnagtige Glædesudbrud veiede Fuglen i Haanden. »Jeg tror ikke jeg lyver stort, naar jeg siger han veier tredive Mærker. Det var Skud! Nei, Kapteinen han vil da blive glad! Ho, ho, herover!« skreg han, saa det rungende gjentoges af Aasernes Ekko. Kapteinen viste sig snart paa Myren, fulgt af Gutten, som var stødt til ham med Hundene. De bar hver en Tiur. Per løftede triumferende vort Bytte i Veiret og raabte paa langt Hold:

»Det er Gamle-Suggen, Kaptein!«

»Hvad siger Du Karl?« raabte denne, og kom med ilende Skridt. »Er det den Gamle? Det er et ordentligt Stykke Arbeide, som fortjener en Dotsup. Vivant alle Fugle-Republikker, Pereant Suverænerne! udraabte han, da han havde faaet Flasken og Sølvstøbet frem af Jagttasken, og drak os til.

»Var det ikke det jeg sagde, at han blev glad Kapteinen?« sagde Per grinende og smaaleende, idet han blinkede med Øinene og tog sig en eftertrykkelig Taar af Bægeret, der raktes ham. »Nu blir der anden Moro paa Legen, siden vi er kvit den Helvedesbrand.«

Da vi havde udvexlet Beretningerne om vore Hændelser, bleve Hundene slupne. Jagtskriget fyldte Skoven. Der var strax Fod, og inden kort gik det afsted i fuld, skurende Los. Ekko gjentog Glammet mangedobbelt mellem Aaserne, og Hjertet svulmede af Lyst ved Lyden af den klingende jagt i den solblanke Morgenstund.