Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/127

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


i Furetoppen, kom den susende paa tunge Vingeslag og kastede sig, ikke som vi havde ventet, i det høie Træ over os, men i den topløse Fure, der ludede ud over Myren. Det var i Sandhed en prægtig Fugl, en stolt Kjæmpe, saaledes som den sad der paa den nøgne Gren mod Himlen med sit skinnende, gjenstraalende, lysgrønne Bryst i Solens Glans. En Røi kom efter og kastede sig ned i Toppen over vore Hoveder. I samme Øieblik slog Fuglen til Spil, reiste Hageskjægget, slæbte Vingerne ned paa Fødderne, gjorde under bølgeformede Bevægelser med Halsen gravitetisk nogle Skridt frem paa Grenen, og begyndte at spille, hvorunder den slog Halen op som et vældigt Hjul. Jeg stod med Fingeren paa Hanen og ventede spændt det afgjørende Øieblik, da den skulde udbrede sine Vinger til Flugt, for paa den store Flade, som derved frembød sig, paa et langt Hold at kunne gjøre et saa meget sikrere Skud. Men under Røiens fortsatte Kaglen spilte den Spillet til Ende og havde alt slaaet Klunken i det andet, da en Kvist knækkedes under min Fod. Røien udstødte en skarp, varslende Lyd; dog nu var den Gamle kommen i saadan Hede, at den ikke ændsede det velmente Raad, men blev ved at skjærpe, indtil den tro Elskerinde lettede, fløi lige imod den og syntes at ville støde den ned af Grenen. Vakt ved det varslende Vingeslag, lettede den Gamle sig til Flugt. Men min Bøsse var hævet, og den mægtige Fugl styrtede hovedkulds ned paa Myren. Dødskampen var let; den flagsede kun et Par Gange med Vingerne.

Per sprang til og tog Fuglen op, og der gik en Forbauselsens Skygning over hans Ansigt, som dog snart afløstes af et fornøiet, beundrende Grin. Han rystede paa Hovedet og sagde:

»Neigu havde jeg ikke troet det, om saa Kaptein selv havde sagt det; for dette er den Rette. Jeg kjender ham paa