»Skal tro det hjælper!«
»Faar se,« svarede jeg lige saa kort.
Den Knaus, vi befandt os paa, laa i den store Myr som en liden Ø. Paa dens Høide kneisede hin tidtnævnte Fure, et umaadeligt Mastetræ, fuldt af Hakkespæthuller. Mod den østlige Ende af Bergknausen stod en anden, der havde været lige saa vældig; men ludende hældede den sig ud over Myren; Stormene havde brudt dens Top, kun dens nederste, næsten nøgne Grene vare tilbage, og som muskelknuddrede Kjæmpearme raktes de ud mod den sølvklare Morgenhimmel. Solen begyndte at hæve sig; den gyllede Aasryggene og lagde efterhaanden sin Glans ud over de mørke Granlier. Men endnu laa Skjærsjømyren, der i sydlig Retning strakte sig saa langt ud for Øiet, at det blaanede i Skoven ved dens fjerne Bred, i dyb Skygge. Rugden, Myrbukken og alle Nattens Fugle vare gaaede til Ro; men Skovens muntre Sangere fyldte den klare Morgenstund med jublende Toner: Gransangeren lod sit monotone Klappreværk gaa; Bogfinker, Fuglekonger og Gjærdesmutter trillede i høien Sky; Aarhaner skjændtes og buldrede høit; Maaltrosten udsendte af fuld Hals Spotteviser og Smædeord mod Alle, men faldt dog undertiden over i det Følsomme og kviddrede sagte og undselig nogle kjælne Strofer. Paa den anden Side Myren spilte en Tiur paa Top. Røierne gjorde sig elskværdige, kaglede og snøvlede sine hæse Næselyd, der fra Sangfuglenes Stade maatte tage sig ud, som naar vore Oldemødre vilde begynde at tolke os Elskov og ungdommelige Pigefølelser.
Imens stode vi skjulte i et tæt Enerkrat paa den lille Bergknaus og ventede Fuglen hvert Øieblik; men den Gamle dvælede længe i sit Harem. Endelig da Solstraalerne gyllede
