Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/105

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


rundt omkring ham og strakte Halsen ud, hukede paa sig og gjorde sig saa lækkre; men Fuglen sad paa Fladberget og briskede sig saa kjøen og spansk som en Greve. Ret som det var, satte han Styven op og slog Hjul, vendte paa sig og sopte Vingerne nede ved Benene og hoppede Ende til Veirs saa høit som saa —. Ja, jeg vidste ikke det var den Kallen jeg, ellers havde jeg nok givet ham en Smæld strax, før han havde gjort sig haard kanske; men jeg syntes det var morsomt at se paa. Som han var i den bedste Legen, saa kom der fygendes en anden Tiur — den var ikke braadt saa stor — og kastede Sig paa Legen. Men da blev der vel Spil! Gamlen reiste Styven til Veirs, og Skjægget stod ud paa ham som Tinder i en Hækle, og saa skar han med Næbbet, saa det rigtig grøssede i mig, og den anden han svarede, — han var ikke mindre Karl maa vide. Men Saa føg Gamlen paa ham, og da de slog Næbbene og Vingerne sammen, smald det, saa det bragede i Skogen. Bedst det var, saa hoppede de høit imod hverandre og hug med Næbbet, og rev med Kløerne og slog med Vingerne; og de var saa arge, at de hverken sansede eller samlede, og jeg syntes jeg kunde gjerne gaa bort og tage dem med Hænderne begge to. Men tilsidst tog Gamlen rigtig Tag i Luggen paa den anden, og han slog den og haandterte den, saa den ordentlig peb, og jeg syntes mest Synd paa Fuglen, for han leiede den om i Toppen, trykte den til Marken og havde den under sig, saa han ordentlig kom agende ud over Fladberget paa den lige ned for Benene paa mig. Da lagde jeg til Øiet i en Fart. Det smald, og Fuglen laa død paa Flækken; men Gamlen blev siddende og lugge den endda, og han løftede ikke paa Vingerne. Ja saa, tænkte jeg, er Du saa stød i Loggen, skal Du være min. Jeg ladede igjen og skulde lægge paa ham, men da ristede han paa sig og reiste Ende til Veirs; men var