Side:Norske Viser og Stev i Folkesproget - Anden Udgave.djvu/82

— 70 —

Eg tyktes, dei vilde baa’ bitast og slaast,
Dei brekte ret likeso Smalen^[1] i Frost,
  Kvara’re i Augene ramslad’.
Daa kjem der saa maange so’ sleit og bar ut
Dei laupte i Tommel baa’ Tausar og Gut,
  Al Maten ’taa Bor’e dei kramslad’.

Daa detta va’ makad og Golve va’ reint,
Saa dansad’ Bykaren med Tausane veint,
  Men Bru’ro hu sat so’ ein Kruna.^[2]
Dei Stadsmøyar hoppad’ baa’ knøsne og kjek,
Da va som dei vare forgyldt ’paa kvar Flek,
  Og glimrad’ aav al deira Bunad.^[3]

Daa dei havde dansad den Natto saa laang,
Saa tok eg mi Huva og flakad’ min Gaang,
  Daa blei der eit Rusk uti Stovo;
Kvar Bykar han nappad’ ei Gjenta med seg,
Og Presten tok Bru’ro, men ingjen tok meg,
  Dei trippad’ saa snygt ind at Kovo.

Daa dette va’ slutad saa drog eg min Vej
Eg kunn’ intje længare skjøna ’paa dei,
  Thi Tausane ville meg lokka;
Saa gav dei meg Drikke, saa gav dei meg Mat,
Korøve eg blei ret saa hjærteleg kvat,^[4]
  Saa monne eg heimatte flaaka.

---

1. Smalen, Faaret.
2. Kruna, er egenelig den Krone, Bruden bærer paa Hovedet, men siges ogsaa om stille ærbare Fruentimmer.
3. Bunad, pragtfuld Klædedragt.
4. kvat, glad, munter.