IV
kun en enkelt Digteraand med den overlegne Dygtighed, at den ved egen Kraft kan dukke ned i Folkelivet og der frigjøre og hæve op igjen med sig den Rigdom af Poesi, dette ejer, saalænge maa dette Middel søges deri, at man rækker de poetiske Gemytter Folkepoesierne, forat disses Aande, der i Sandhed er at ligne med den vækkende og belivende Vaarvind, kan befrugte dem til Frembringelser, digtede i Folkets Aand, eller til Modtagelighed for saadanne. Jeg vil nemlig ingenlunde have Benævnelsen, poetisk Gemyt, tagen i snevrest Forstand om de — Gud veed hvormange — Digternavne, vi, naar vi tælle Smaat til Stort, kunne faa opdrevet; jeg sigter her ligesaavel til de aandrige Læsere, hvis Vækkelse til at elske det fædrelandske Element i vor sig udviklende Literatur er lige saa nødvendig, saafremt det er afgjort, at Digteren, blot løftet og baaren paa sit Publikums Kjærlighed, formaar at naa det Højeste. Selv forsaavidt de Digtende angaar, er det naturligvis ikke Meningen, i Folkepoesierne nærmest at frembyde Stof, — det have hine hos os nok, ja for det første for meget af; jeg sætter disses Værd og Betydning, som antydet, ene i det Beaandende og Belivende, de bære i sig. Rigtignok taxerer jeg de hos os i Rigdom forekommende prosaiske folkelige Poesier, Sagnene og navnlig Æventyrene, langt højere i denne Hensigt, end de kun sparsomt forekommende versificerede Former, fordi, de første, der for en stor Deel ere Filosofemer, have en ganske anden Dybde, og fordi de, som de i teknisk Henseende letteste, langt renere og bestemtere udtale deres Idee, medens denne i de sidste ligger bunden i Formens langtfra ikke smidige og fuldkommen udviklede Organisme; men ikke destomindre fortjene udentvivl ogsaa disse sidste fuldtvel Opmærksomhed, og det saameget mere som de ere sjeldnere. De have desuden noget, der maa og vil skaffe dem Indgang til Øre og Hjerte — deres Melodier, disse ofte saa uendelig dejlige Toner, hvori vore Fjelddales Lyst og Smerte løse og udaande sig.
Dette er for en Deel Betydningen, der har foranlediget Udgivelsen af denne Samling; den kan imidlertid endnu betragtes fra et andet Synspunkt, fra Sprogets. Forsaavidt nemlig Dialekterne — hvad jeg ikke har Kjendskab nok til dem til at kunne bedømme — ere paalidelige, afgiver den Exempler paa, hvilke Levninger vore Dalstrøg endnu bevare af vor gamle, herlige norrøna, og hvorledes disse nu forme sig — Bidrag, der kunne være interessante ei
