Side:Norske Viser og Stev i Folkesproget - Anden Udgave.djvu/34

— 22 —

Setan var breid og flat som ein Fjøl,
Klungerbjørk tok onda brennandes Øl,
    Skuggin ha’s Auge tepte^[1].

Knapt sov ’en Elland — Guten heite saa —
Vontas minst kaa’ Flek det var, han la’ seg paa,
Før her ei’ Hulder Fenadn sin dreiv fraa
    Bakka, framved der han kvilte.
Handfellad Hulder saag ’om og vard bleik;
Kaad er det eg ser? onderfull hon skreik,
Skulde vel ein Gut gera Hulder veik?
    Taarin nedom Vangom trilte.

Statt Fenadn stil! sakte unn du meg
Sjaa det vakkraste, som er paa Jorde til
Bliv, Kalve! bliv staaand’ her ’ti Fred!
    Raute ikkje held’, ho’ ropte.
Kalva’n tagde, Fenadn stod og Huldre saag
Up og ned paa Guten, som vidopen laag,
Blod’ ’ti ho’ tok til gera griske Flaag^[2]
    Med hon ofjølg^[3] stod og kopte.

Vø’ det full ondrand? Uta’ Fel saa vel
Skylde alder seg Natur fraa nokor Gerd,
Dalens Gjento’ fore ba’ den samaa Ferd^[4],
    Alle Augor paa ’om ljyne^[5].
Lokkand’ laag ’en; Trøia’ hon var kastad’ ’ta’,

1. tepte, lukkede.
2. griske Flaag, at løbe raskere; egentlig: en rask Flugt, Vending.
3. ofjølg, forundret.
4. Ferd, Skjæbne.
5. ljyne, stirre. gloe.