Side:Norske Viser og Stev i Folkesproget - Anden Udgave.djvu/31

— 19 —

Framved Elve’ stod ein gaamal Syljutall,
’Ti Skuggin kvilte Gjenta.
Jutul^[1] plantad’ om for kvar, som der vart all^[2],
Mest for han ho’ Kari’ ventad’.
Han ’ti hennes Saang fekk Ret for slik ei Gerd^[3]
Kem som høyre’ ho’, er støt og rade sæl^[4]:
    Nær ho’ kvedja vil
    Fuglenn sjøl tig’ stil,
Stride Foss sit Laupand’ lenta’^[5].

Intkje nok, mi’ Kari! tænkte eg ved meg
Gjentunn dit Maal misunne;
Sjølve Jutul faafængt herma’ efte’ deg
Ønske han deg likne kunne.
Meire var det, Fisken fjølg^[6] ’ti Vatne stod,
Tjønnu øfst ’ti Brune’^[7] lysta’ høyre ho’:
    Gekk det med døm saa,
    Kan full getas paa
Hvad eg ha’ ’taav Saangen funne’.

Utanfor seg sjøl mit Sinn ’ti Loga brann,
Knaft en mit Øyre tru’de;
Blode’ snøggar hell det plægad’ ’ti meg rann,
Okent Glede ’ti meg bu’de.
Kroppen bebrad’, Hjerta pikkad’ Slag i Slag,
Alder ha’ det likt hell’ ventad’ slik ein Dag,

1. Jutul, rettere Jutun eller Jotun, en Jætte, Bergtrold. Hans Kone kaldes Gyvri.
2. all, skrøbelig, træt, mat.
3. Gerd, (udtale Gjæl), Gjerning.
4. er støt og rade sæl, er stedse og altid lykkelig.
5. lenta’, standse.
6. fjølg, hobeviis, stimeviis.
7. Tjønnu o. t. B., Tjærnene (smaa Vand) øverst i Fjeldliderne.