Side:Norske Viser og Stev i Folkesproget - Anden Udgave.djvu/18

— 6 —

Sist den fula Tausa lell kom fyst til Ord,
Halvegs baadis Auger møttes —
Seig, kaa er som fel deg? ha’ du ilt, min Thord?
Alder Gardis-Kar kan trøttes?
Ikke fælast^[1] du før Taus i Overdeil?
Rein ’en er, det veit eg, jæmvel grann og heil;
   Tryt’ deg nokon Ting,
   Seg, og trast eg spring:
Alder eg ved Omak støttes.

Anne, vakkre Anne! alt før vel du veit,
Kor vidt Fagres Verd^[2] sig strækkjer,
Men du veit ’kje lell d’er du, som Kjerligheit
No fyst ’ti min Barm upvækkjer.
Bli’ du her, saa inte’, inte’ fattes meg:
Flyg du bort, saa flyg au Hjerte’ bort med deg
   Fæ’ meg deg ’ti Arm,
   At min glade Barm,
Ingor Frykt hell’ Fare rækker.

Seig, kor kom du fraa du Aaverk^[3] paa Guds Jord?
Var du længje her paa Garde?
Er du boren fri? Hell vart saa fager Sol
Lage Kaar som vore harde^[4]?
Men kaa’ spør me? — bære seig meg, om du maa
Sjøl enno som eg før Hand og Hjerte raad’?

1. fælas, blive bange.
2. Fagres Værd Skjønnes Værd.
3. Aaverk Underværk, skjønneste Skabning.
4. Hell vart s. f S. l. K. s. v. h., eller blev haarde Kaar af Skjæbnen tildeelt saa fager en Sol.