Side:Norske Viser og Stev i Folkesproget - Anden Udgave.djvu/17

— 5 —

Ofse^[1] Gjentur saag saa let paa spiske Taa,
Flokkevis paa Gatun spanka,
Døm saa fagre va’ som Blomma’ paa ei Eng,
Meg, som vaagad’ med døm mang ein lystog Slæng,
   Paa Komedi va’,
   Og vart bære gla’,
Alder kjende Hjerte banka.

Meg saa reint førfjettrad, saa førsteinad staar
Før ei vesol^[2] Bonde-Gjente,
Barføtt, ’ti ein Stak, med lange flættad Haar,
Men saa væn som Kjaakon kjendte;
Væn som Maanin, nær en tidlig Hauste-Kveld
Titte’ fram og ljøser up baad’ Ljot^[3] og Fjeld,
   Stod hon her før meg
   Saag meg up og ned,
Meda’ meg ’ti Logaa brændte.

Hø’ no vore’ ljøst omkring meg som ein Dag,
Hø’ det vore’ Juul-Nats Mørkje,
Nuk han var her hon! alt annad var slikt Slag,
Auge’ bære hekk paa Førkje^[4]:
Ja baad Liv og Sands i blotten Augo’ laag,
Gjennøm døm hon sikkert Eld^[5] ’ta Hjerte saag,
   Baade tige stil,
   Ingen mæle vil;
Henna’ Lyst, meg felad’ Størkje.

1. Ofse, ofte, tidt.
2. vesol, liden.
3. Ljot, Dal.
4. Førkje, Pige. Fente, Gjente, Taus betyde ogsaa Pige, dog anvendes de ikke i Fleng, men mest om Piger udenfor Bondestanden.
5. Eld, Ild.