siden Dan den storladne, danekongen, lod gjøre sig en haug og bød, at han efter døden skulde bæres did i kongeskrud og hærklæder med hest og sadeltøi og meget andet gods, da gjorde siden mange af hans ætmænd det samme, og det blev ophav til haug-alderen der i Danmark; men brænd-alderen holdt sig længe efter blandt Svear og Nordmænd. Men da Harald den haarfagre var konge i Norge, byggedes Island. Hos Harald var det skalder, og endnu kan man deres kvæder, ligesaa kvæder om alle de konger, som det siden har været i Norge; og vi tager helst vidnesbyrd fra det, som findes i de kvæder, som blev sagt frem for høvdingene selv eller for deres sønner; vi tager alt det for sandt, som findes i de kvæder om deres færder eller kampe. Det er nok skaldenes vis at rose mest den, som de kvæder til, men ingen turde dog vove at fortælle en selv om saadanne handlinger af ham, som alle de hørende, og han selv med, vidste var løgn og løs tale; det vilde være spot, men ikke ros.
Are prest den frode, søn af Torgils Gellesøn, var den første, som her i landet [d. e. Island] skrev paa norrønt maal[1] om fortiden, baade om gammelt og nyt. I førstningen af sin bog skrev han mest om, hvorledes Island blev bygget og dets love grundlagte, dernæst om, hvor længe hver af lovsigemændene[2] havde sagt loven, og regnede derom aarstal, først til den tid, da kristendommen kom til Island, og derefter lige til sine dager; han tog der med ogsaa mange andre hændelser, baade om kongernes levnet i Norge og i Danmark og tillige i England og desuden om store tidender, som havde hændt her i landet[3]. Og tykkes mig alle hans fortællinger meget troværdige; han var meget forstandig og tillige saa gammel, at han var født
- ↑ Norrønt maal (egentlig norsk sprog) kaldtes skriftsproget i Norge og paa Island i 12te og følgende aarhundreder.
- ↑ Lovsigemand hed formanden for lagretten, den lovgivende myndighed paa altinget paa Island; han kaldtes saa, fordi han «sagde, hvad der var lov».
- ↑ Are frode, født 1067, død 1148, skrev mellem 1122 og 1133 sin Íslendingabók, hvis indhold her gjengives Bogen er tabt, men kjendes dels af uddrag, dels af Ares egen senere udgave (fra omtr. 1133), hvori han udelod afsnittene om de islandske stamtavler og om kongerne i Norge, Danmark og England. Denne udgave kaldes ogsaa Íslendingabók eller (rettere) Libellus Islandorum og er trykt mange gange.
