I denne bog lod jeg skrive gamle frasagn om høvdinger, som har havt riger i Nordlandene og har talt i dansk tunge[1], saaledes som jeg har hørt frode[2] mænd fortælle, ligeledes nogle af deres slegtrækker, saaledes som man har lært mig dem; noget af det findes i den forfædrerække, hvori konger eller andre storættede mænd har regnet sin slegt, og noget er skrevet efter gamle kvæder eller saga-digte, som man har havt til skjemt; og skjønt vi ikke har vished om det, kjender vi dog tilfælder, hvor gamle frode mænd har regnet sligt for sandt. Tjodolv fra Kvine[3] var skald hos Harald den haarfagre; han digtede ogsaa om kong Ragnvald «heidum-hære» det kvæde, som kaldes Ynglinge-tal. Ragnvald var søn af Olav Geirstade-alv, broder til Halvdan Svarte. I det kvæde nævnes 30 af hans forfædre, og der fortælles om hver enkelts død og gravsted. Fjålne nævnes den, som var søn af Yngve-Frøi, som Svearne længe senere blotede[4] til; efter hans navn [Yngve] er Ynglingene kaldte. Øivind skalde-spilder regnede ogsaa op Haakon jarl den mægtiges forfædre i det kvæde, som heder Haaløigje-tal og er digtet om Haakon. Der nævnes først Sæming, søn af Yngve-Frøi; der fortælles ogsaa om hver enkelts død og haugsted. Efter Tjodolvs digt er først Ynglingenes levnet skrevet og dertil øget efter frode mænds udsagn. Den første tidsalder kaldes brænd-alder; da skulde man brænde alle døde mænd og reise bautastener efter dem, men efterat Frøi var hauglagt ved Upsaler, da gjorde mange høvdinger ikke mindre hauger end bautastener til minde om sine frænder. Men
