med Lyden E (§ 14), som i denne Stilling bliver meget dunkel og vaklende. Naar Ordet slutter med en Konsonant, især R, L, N, og en ny Stavelse lægges til, skeer der endog ofte en Sammendragning, hvorved den anden Vokal falder aldeles bort, idet den nye Stavelse fortrænger den gamle; f. Ex. Hamar, Hamrar (for Hamarar); Bendel, Bendlar; Tistel, Tistlar; faren, farne; komen, komne. I visse andre Trestavelsesformer bliver den anden Vokal rigtignok staaende, men faar som oftest en svagere Betoning end den tredie Vokal.
A n m. I enkelte Former med tre Stavelser vil den anden Vokalm uagtet dens svage Betoning, dog staae fastere end den paafølgende. Saaledes især forved Endelsen „en.“ I Stedet for „Bendelen“ vil man heller sige „Bendel’n“ end „Bend’len;“ i Stedet for „Hamaren“ vil man gjerne sige „Hamar’n,“ men aldrig Ham’ren. — I de Ord, som ende med den tredie Vokal, bliver denne ogsaa udeladt i adskillige Bygdemaal, f. Ex. farand (farande), lettar (lettare), Hestann’ (for Hestarne) o. s. v.
63. Den almindelige Regel for Betoningen i Ord, som have flere Stavelser og ikke ere sammensatte, bliver saaledes den, at den første Stavelse faar den største Vægt eller den fuldkomneste Betoning; den anden Stavelse bliver meget svagt betonet; den tredie ligesaa, men dog lidt stærkere end den anden, og hvis der endnu er en fjerde Stavelse, bliver denne svagt betonet ligesom den anden. F. Ex. fara, farande; Eigar, Eigarar, Eigarane; Aaring, Aaringar, Aaringane.
Alt dette gjælder naturligviis kun for de Ord, som have en enkelt Rod. Naar Ordene derimod ere sammesatte og altsaa indeholde mere end een Rod, bliver Forholdet anderledes, idet de enkelte Dele af Ordet ofte blive betonede som selvstændige Ord, og hvis den sidste Deel har flere Stavelser end den første, kan Hovedtonen ogsaa gaae over paa den sidste Deel. I de øvrige Tilfælde hviler Betoningen sædvanlig paa den første Deel af Ordet.
A n m. I Sammensætninger af to eenstavede Ord er det sædvanlig den første Deel, som faar den største Betoning, f. Ex. Tilsyn, Vaardag, Uaar. Naar derimod den sidste Deel har to Stavelser, bliver Forholdet anderledes, f. Ex. i fullføra, rettleida, Fjellsida, Havbaara, Uvane, Vanvare. Her kan man sige, at Tonen falder paa den anden Deel; imidlertid bliver den dog den første
