Vi mener dog, at det er en Fortjeneste af Knudsen, at han saa stærkt har betonet Glosernes Renhed. Det har megen praktisk Værdi for Folkets Fremgang i Oplysning. Vi synes, at Landsmaalets Mænd her har meget at lære af ham.
I det hele er det Knudsens Fortjeneste, at han oprindelig gik ud fra den levende Tale eller mente at gjøre det. Senere er ogsaa han begyndt at »lage«. Men »Landsmaalet« er her, efter vor Opfatning, ikke saa fri for »Laging«, som hans Dansk-Norsk. Vi mener, at det var et skjæbnesvangert Fejlgreb, at man ikke i Ly af de netop samlede telemarkiske Folkevisers Autoritet rejste dette Bygdemaal til Skriftsprog. Man havde her en central Dialekt og man stod paa Livets egen Grund. Isteden opstillede man, greben af den romantiske Aandsretnings Beundring for det gamle, en ny Sprogform, der gav et urigtigt Indtryk af de norske Dialekter, lod dem se ældre ud end de var, dækkede over det norske Sprogs Udvikling fra et konsonantisk til et vokalisk Maal o. s. v. Under dette Fejlgreb har vort »Bondemaalstræv« lidt og lider det den Dag i Dag.
Her er ogsaa Grunden til, at vi — som vi før har fremhævet — ikke tror, at Landsmaalet blir Fremtidens Fællesmaal. Vi er enig med Garborg i, at det fælles Maal har vi ikke, det er det, vi skal naa.
Men det Sprog, som Bjørnson og Knudsen skriver og taler for, er heller ikke det norske Folks Fællesmaal. Det har aldrig været det og vil aldrig bli det. Dermed vil vi ikke være med paa at frakjende det enhver Norskhed. Oprindelig er det Dansk. Men norsk Aand har arbejdet i det, vore ypperste, vore mest nationale Forfattere har i det skabt Værker, der altid vil staa som norske Mindesmærker. Det har ogsaa herigjennem faaet en ejendommelig, fra Dansk uafhængig Udvikling.
Men det vil, netop fordi det ikke ejer det norske Maals i mangeartede Former aabenbarede Aand, aldrig bli et nationalt Fællesmaal. Fremtidens norske Sprog vil ha de norske Bygdemaals Aand i sig; thi disse er
