kunde derfor ved Overgangen fra det 14de til det 15de Aarhundrede med Rette siges af en samtidig, at »der folkelige Lidenskab for at tale Fransk, som havde her sket før »Stordauen« (grete deth 1348), siden den Tid har gaaet noget tilbage.« Den første betydelige Frugt af Omslaget var, at det under Edward III 1362—23 blev bestemt, at Engelsk (den midlandske Dialekt) skulde bruges ved Domstolene (ved pleadings) istedetfor Fransk. Men det varede længe, før Fransk ophørte at være Administrationens Sprog, og der findes som bekjendt endnu Levninger af Fransk i den officielle Sprogbrug.
At Normannisk-Franskens Indflydelse bortover Tiderne har fremkaldt Resultater, der i en mærkelig Grad ligner dem, der i Norge er fremkaldt af Dansk-Norsken, derpaa vil kunne anføres adskillige Exempler. Der er bl. a. endnu en pudsig Overensstemmelse mellem de franske Familjenavnes Stilling i England og de dansk-tyskes i Norge. Et rent eller forvansket fransk Navn gjør en i England mistænkt for at være af »god Familje«. Men ligesom det nu er længe siden Franskens Herredømme, saaledes indtager de franske Navne ikke længere en saa bred Plads i det engelske Kulturliv, som de dansk-tyske endnu gjør i Norge.
Efterat Forsøget paa at gjøre Fransk til »Generalnævner« var mislykket, foregik der et langvarigt og — mærkelig nok — tildels bevidst Arbejde paa at finde Generalnævneren for de engelske Dialekter. Et kuriøst Exempel paa, hvordan Stillingen var, leverer en Fortale til Caxtons Oversættelse af Vivgils Æneide, trykt 1470, der (oversat) lyder saaledes:
»Jeg tror nok, det ikke vil behage somme Herrer, der før har dadlet mig og sagt, at jeg i mine Oversættelser havde rare Udtryk, som ikke kunde forstaaes af den gemene Mand, og ønskede, at jeg skulde bruge gamle og hjemlige Udtryk i mine Oversættelser. Gjerne vilde jeg tilfredsstille alle, og derfor tog jeg for mig en gammel Bog og læste i den. Men dens Engelsk var saa raat og bredt, at jeg ikke godt kunde forstaa den.
