mindre udviklet Sprog, fordi det er Landets eget, og dyrke det ved Siden af, ja til Fortrængsel for det mere udviklede, som Landets Literatur er i, og som Landets Dannelse taler og skriver — den Ting har flere Folk fundet paa, og Tingen har ikke vist sig umulig.
Da skvætter de Herrer over i en anden Gade. De slipper Sammenligningspunktet, glemmer, hvad Talen var om, begynder at ræsonnere ved Siden af. Ja i Belgien, ja — siger de. Der kan sagtens det umulige ske; der er det nemlig nødvendigt.
Hvoraf ved forresten B. B., at det umulige er saa nødvendigt i Belgien? De Fransktalende dersteds synes vist ikke det. De gjør Modstand. De ræsonnerer som saa, at naar Bønderne faar »sit eget Maal« til at »begynde med«, saa kan det være dem nok. Snarest muligt maa de jo over i »vort Maal«, som er Dannelsens; Fransk er jo saa meget mere udviklet end deres eget Vadmelsmaal, deres tarvelige Flamsk. Fra B. B.s Standpunkt skulde der ikke være stort at si paa det Ræsonnement heller.
Nordtyskens Selvopholdelseskamp overfor Højtysken, Provençalsken overfor Nordfransken, Katalonisk overfor Kastiliansk, Slovakisk over Czekisk, alle disse, mest kanske de sidste, har forøvrigt efter hvad jeg erfarer fra sprogkyndigt Hold, større Lighed med vor norske Maalstrid end de Sprogkampe, jeg før har omtalt. Men jeg synes ikke, vi behøver saadanne Analogibeviser. Saa langt som vi nu er komne, kan vi se paa vor egen Kamp, at den ikke er »umulig«. Det er vel det, K. K. og B. B. ogsaa begynder at skjønne; ellers spurgte de ikke saa hysterisk om, hvem der »skal vinne«.
— Jeg sa om Knudsens Maal, som B. B. i senere Tid efterligner, at det er svenskagtigt, fordi det har optaget de haarde Konsonanter (der skiller Svensk og Dansk), men ikke Diftongerne (der skiller Svensk og Norsk). Hvor umuligt det er at si noget imod dette, vil kunne sees af det Svar, B. B. giver; det lyder saa:
»At p — t — k umulig kan skilles fra au — øj — ej,
