om den end kunde blive afsagt som den første Ytring af frembrydende Afsindighed.
Loven af 6te September 1845 gjør det for øvrigt til Betingelse for den ved samme fastsatte summariske Fremgangsmaade, at Angjeldendes Tilstaaelse bestyrkes ved Deponenters Forklaringer eller andre Grunde, der ikke efterlade Tvivl om dens Rigtighed, og Retssikkerheden er saaledes hos os langt mere betrygget end i England, hvor den blotte Tilstaaelse er tilstrækkelig til strax at afsige Dom over Angjeldende, og hvor Dommen ikke kan undergives Appel, medens Enhver, der hos os er dømt til at lide paa Kroppen, om det end kun er 3 Dages Fængsel paa Vand og Brød for et tilstaaet Betleri, kan gaa lige til Højesteret, hvor en duelig Defensor vil blive ham beskikket og paase hans Tarv.
Det ved Referentloven etablerede System[1] synes ligeledes at maatte gives Fortrinet for den Defension, der af det Offentlige tildeles den Anklagede i England, „hvor Defensoren for de Anklagede tildels slet ikke engageres eller befales af det Offentlige, medens selv de Advokater, som efter Opfordring af Dommeren tage sig af dem, for det meste kun hjælpe ved Vidne-Examinationen og ved at tale til Juryen, fordi de først modtage Opfordringen, naar Sagen paaraabes til Foretagelse. Englænderne maa derfor høre stærke Bebrejdelser for den Maade, hvorpaa Kriminalsager hos dem behandles.“[2]
Ialfald er det klart, at den offentlige Defensor i England ingen Anledning har til at influere paa Indsamlingen af Bevislighederne, medens hos os netop det Modsatte finder Sted. Thi om det end kan paastaaes, at Processens Gang hos os kan være slæbende, saa er dette alene fordi Referenten benytter lang Tid til at bevirke Bevislighederne indsamlede, hvilket aldeles er overladt til ham, og hvori han er fuldkommen uafhængig af Dommeren, der vel kan paalægge ham ikke utilbørlig at forhale
