Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/95

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
89
Om Reform i vor kriminelle Retspleje.

hans Funktion er derfor i den skriftlige Procedure i høj Grad indskrænket.“[1]

„Den ved Referentloven af 1827 effektuerede Ophævelse af en befalet Defensor har i Gjerningen ladet de Anklagede ganske uden Forsvar for Retterne. I Almindelighed turde det være Tilfældet, at Referenten kun har været et Verktøj i Anklagerens Interesse, og at han i Virkeligheden væsentligen har udført en Aktors Rolle.“[2]

Dette „slette og hykkelske System, som i Virkeligheden lader Anklagede næsten uden Forsvar,“[3] „er saa meget mere at beklage som man i alle andre civiliserede Lande bestræber sig for gjennem alle rimelige Midler at forskaffe de Ulykkelige, der fremstilles for Rettens Skranker, bebyrdede med en Anklage for en begangen Forbrydelse, i det mindste al den Beskyttelse som Lovgivningen og den hos Folket herskende Retfærdighedsfølelse kan yde dem.“[4]

„Referenterne ville ikke kunne paaregnes som noget fyldestgjørende Betryggelsesmiddel i Retssikkerhedens Interesse, og det saa meget mindre, som de ere og efter Sagens Natur maa være afhængige af Dommerne. Men vor Lovgivning er ikke engang bleven staaende herved. Ved Loven af 6te September 1845 gik man endnu et Skridt videre, og ophævede endogsaa i Henseende til en hel Del mindre Forseelser Nødvendigheden af en Referents Opnævnelse i Sagen. I deslige Sager er altsaa Menigmand uden noget Retsmiddel voldgiven en maaske ugunstig sindet Underdommers vilkaarlige Behandling, og det er ingenlunde en Umulighed, at en uretskaffen Dommer kan sætte Retten over et Individ, tilføre Protokollen hans Tilstaaelse om en af de Forbrydelser, hvor Dommeren har denne udstrakte Jurisdiktion og dømme ham til 3 Aars Strafarbejde, uden at Noget, af hvad der i Protokollen indeholdes, forholder sig saa, og uden at de passerede Retsforhandlinger kunne angribes, da Alt alligevel

  1. L. c. S. 465.
  2. L. c. S. 396.
  3. M. Ræder 2 B. S. 805.
  4. E. Aubert S. 396.