anden Grund, saa fordi de, som ville stemme for dens Indførelse, aldrig ville kunne blive enige om de Forandringer eller Modifikationer, som af Hensyn til vore Forhold maatte ansees ønskelige eller nødvendige. De fleste af Juryens Talsmænd turde derimod være enige i, at om vi end ikke kunne erholde Jury og derved tillige mundtlig Rettergang, saa kunde dog Anklageprincipet i Forening med Mundtlighed i Proceduren indføres uden Jury. Herved skulde, efter deres Paastand, Meget om ikke Alt være vundet, fordi man derved vilde etablere et System, i hvilket det antages, „at det Formaal, man tilsigter, vilde finde sin Realisation i saa høj Grad, som overalt kan være at paaregne, og hvorigjennem Opgaven[1] altsaa vilde finde sin Løsning saa nær, som man maatte lade sig nøje med.“[2]
Hvad der af den mundtlige Procedures Forfegtere især udhæves, er Følgende:
„I Stedet for med Kjedsomhed og søvnigen at sidde over skriftlige Akter og samle sammen i sin Bevidsthed Sagens samtlige Omstændigheder, dens pro og contra, beskjeftiger den mundtlige Procedure derimod Dommerens samtlige Aandsevner.“[3] „Kun den bestandige Samvirken af samtlige Vidners Udsagen, der rekonstruerer samtlige Omstændigheder ved Sagens faktiske Forhold for Dommerens Sjæl ved det levende Ords Kraft, den raske i hinanden Griben af Bevismidlernes forskjellige Incidentser, Vidnernes Slag i Slag paa hinanden følgende Forklaringer, forenet med Muligheden af paa Stedet at erholde Anklagedes Erklæring over ethvert Punkt, ansporer vedholdende Dommerens aandelige Virksomhed, holder ham stedse i den nødvendige Sjælsspænding, og yder et Totalbillede af Forhandlingens Resultater saa levende, saa selvstændigt, saa sikkert og
