undertiden viser sig utilstrækkelig, hvoraf Følgen bliver, at Alt, hvad der er forhandlet i Sagen, maa gjøres om igjen, hvis man endnu vil og kan gjøre et Forsøg paa at bringe den til Afgjørelse.
Det er derfor „ikke sjelden,“ at endog engelske Retslærde,“ navnligen gamle Dommere,“ erklære, at de „ikke tvivle om at Dommeren uden Jury vilde lige saa godt eller bedre end denne kunne afgjøre en Sag;“[1] og det turde vel hænde, at man hverken i England eller hos os vilde finde en eneste Dommer, som ikke vilde tiltro sig at kunne løse et ved Konflikter mellem Bevislig- heder opstaaet forviklet Spørgsmaal bedre, end det kunde ske ved hvilke som helst 12 Haandværkeres eller Smaahandleres forenede Hovedbrud, om der end turde gives mange af vore Dommere, der, ligesom de engelske, med Fornøjelse vilde overlade Løsningen af saadanne Spørgsmaal til hvem som helst, der vilde og kunde paatage sig det dermed forbundne Besvær og Ansvar. Den engelske Dommer anfører, vistnok med megen Grund, den Undskyldning: „Herved er Intet at gjøre, da Folket nu engang har mest Tillid til Juryen;“[2] men hos os, hvor dette ikke kan paa-
- ↑ L. c. S. 727.
- ↑ Sammesteds.
ikke negtes, at jo endda det lange Samvær, hvormed Jurymændene trues, i mange Tilfælde har noget saa Afskrækkende for dem, at Tanken derom faar Indflydelse paa Sagens Afgjørelse. Naar det lider ud paa Natten, blive nogle af Jurymændene gjerne kjede af Arbejdet og lægge sig til at sove, medens Resten vedbliver at diskutere Sagen; men deres Søvn giver dem ofte kun liden Ro. Jeg erindrer En, som fortalte mig om en saadan Nat. Han var bleven vækket flere Gange med den Nyhed, at hans Kolleger vare blevne enige, og at blot hans Samtykke behøvedes; men han fandt hver Gang paa nærmere Efterspørgsel, at man endnu ikke paa langt nær var enig. Man indser, at det under saadanne Omstændigheder nok kan gaa an at faa tilvejebragt Enighed, idet de Sovelystne give efter for at have Ro og slutte sig til den mer eller mindre kompakte Kjerne som maatte have dannet sig. Og selv de, hvis Dissens overlever Natten, have vanskeligt for at modstaa, naar Morgenen kommer med den nye Dags Sorger og med Længselen efter at komme hjem og nyde Kaffen i Familiens Skjød og desl.“ M. Ræder 2 B. S. 551–552.
