med større Sikkerhed at kunne anbetroes til deres Undersøgelse. Juryen skal imidlertid i retslig Henseende medføre overvejende Gavn i tre Tilfælde, hvori al Erfaring skal have godtgjort dens Hensigtsmæssighed. „Først, hvor der opstaar Spørgsmaal om at løse Konflikter mellem Bevislighederne, kan Intet være bedre end at forskjellige Personer af forskjellig Karakter, Evner og Anskuelse, skulle diskutere, drøfte og afgjøre det. For det Andet, hvor Erstatning skal bestemmes for en Fornærmelse, giver den samme Forskjellighed i Jurymændenes Karakter og Anskuelse den bedste Borgen for at et passende Beløb vil blive bestemt. For det Tredie, naar en Person skal dømmes eller en Rettighed undersøges, hvor Regjeringen optræder som Anklager, eller hvor en mægtig Person eller Korporation er Sagsøger, er det væsentlig nødvendigt for Friheden, at Dommere, som ere udnævnte af Kronen og altid høre til den samme Klasse som den mægtigere Part, ikke kommer til at afgjøre Personens eller Sagens Skjæbne; derfor er den mindre mægtige Parts Lige de eneste Personer til hvem dette vigtige Hverv med Sikkerhed kan betroes.“
„Om end Vildfarelser hvori juridisk kyndige Dommere ikke ville gjøre sig skyldige, uundgaaelig ville blive begaaede af Jurymænd, og skjønt en stivsindet Jurymand, til Trods for Sandheden og uden at tage Hensyn til sin Ed, kan af Partihensyn eller af rent personlige Grunde bevirke, at den bevislig Skyldige undslipper, – paastaaes dette dog kun at være en ringe Pris for den fuldkomne Sikkerhed, som en Jury giver Alle, selv de Ringeste, mod den Ødelæggelse, som Magten og dens Tilhængere kunde bringe over dem. Saa længe som endog de Mægtigste i Staten maa henvende sig til en Jury for at kunne ramme et Individ, de have faaet Nag til, kan man være forvisset om, at der er liden Udsigt til en saadan Katastrofe, at en uskyldig Mand skulde blive tilintetgjort. Dette er en virkelig Magt en vegtig Indflydelse, en virksom Beskyttelse mod slet Regjering, nedlagt hos Folket, i hvis Hænder den ikke er udsat for Misbrug.“
Juryinstitutionen betragtes derfor „som en næsten uundværlig Ledsager af politisk Frihed“ og ansees derhos for „et udmærket Dannelsesmiddel“ for det Folk i hvis Retspleje den er indført, idet den „styrker Folket baade i moralsk og intellektuel Henseende.“
