vor Retspleje, under de anførte Forudsætninger, utvivlsomt gives Fortrinnet af Enhver, der angiver Retssystemets Opgave alene at vært den, at det „yder de størst mulige Garantier for Opnaaelse af materiel Retfærdighed paa samme Tid som det ikke bliver for kostbart, og med et saa simpelt Maskineri, som Omstændighederne paa nogen Maade ville tillade[1],“ især naar det tillige antages, „at ligesom Juryen ikke af de hos os existerende politiske Tilstande kan siges at paakaldes med nogen Nødvendighed, saaledes er Tiden endnu ikke hos os kommen til at gjøre Forsøg dermed, da Massen af Nationen endnu maa erkjendes at savne den fornødne Oplysning til med Tryghed at kunne overlades den dømmende Magt“[2].
Det maa imidlertid erkjendes, at om end Retssystemets væsentligste Opgave er Opnaaelsen af Retfærdighed paa den billigste og hurtigste Maade, saa bør det dog ved en sammenlignende Bedømmelse af forskjellige Retssystemer ikke lades ude af Betragtning, at Retsplejen under et System kan medføre Fordele i social og politisk Henseende, som vilde savnes under et andet. Det er derhos en Vildfarelse, „at Juryinstitutionen forudsætter et tæt bebygget Land med lette Kommunikationer og et Folk, som i det mindste har en vis Grad af Oplysning“[3] (hvoraf den norske Nation ikke er i Besiddelse); thi Juryen benyttes i Amerika baade i de tæt bebyggede Distrikter og i Egne, hvor Befolkningen er tynd og adspredt, og den anvendes blandt mange forskjellige Folkeslag, for hvilke det norske Folk i ingen Henseende staar tilbage i Kultur.
Ligeledes er det en Misforstaaelse af Juryens Væsen, naar man tror, at den dømmende Magt er den overdragen, eller at
- ↑ E. Auberts cit. Skrift S. 591.
- ↑ L. c. S. 559.
- ↑ L. c. S. 526.
er et meget sort Antal urigtige Frifindelser, og disse endog undertiden samvittighedsfuldt foretagne af gode Naturer og meget agtværdige Følelser, men ulykkeligvis modsigende Sandheden og udsættende Retsplejen for Ringeagt og foranledigende Straffrihed for stygge Forbrydere.“ M. Ræder om Juryinstitutionen 2 B. S. 736 & 739.
