tagelse af saa mange Finesser[1], at den ringeste Fejl, endog fejlagtig Bogstavering af et Navn, kan have det Heles Uefterrettelighed til Følge, hvoraf Resultatet, skjønt Sagen kan bringes paa Fode igjen ved et nyt Anklagedekret, ofte, paa Grund af de der med forbundne Vanskeligheder bliver vitterlige Forbryderes Strafløshed, efter at alle til deres Domfældelse fornødne Oplysninger ere tilvejebragte.
Uagtet man derfor i England har, som det synes ned Rette, paasat at Storjuryen er unyttig og i mange Tilfælde til Hinder før Retfærdigheden[2], og skjønt den Formening har været udtalt, at man, hvor en foreløbig Undersøgelsesdommer har arresteret Angjeldende eller taget Kaution for hans Tilstedeblivelse, uden Skade kunde undvære Storjuryens Anklagedekret, – saa har man dog ikke anseet det tilraadeligt at afskaffe den, uden at der, mellem den foreløbige Undersøgelse og Retshandlingen, sættes i Stedet noget Andet, der kunde yde den nødvendige eller ønskelige Garanti mod „ondskabsfuld og upaakaldt“ Retsforfølgning.
Domstolene ville vistnok beskytte den aldeles Uskyldige, men der gives mange Tilfælde hvori Handlinger, der have en Forbrydelses objektive Betingelser, kunne være begaaede under saadanne Omstændigheder at det, om end Muligheden af at Angjeldende kan domfældes er tilstede, dog maa erkjendes at være lige saa inhumant at forsøge paa at bringe ham i Straf, som det er konduiteløst uden speciel Opfordring at sætte en saadan temerær Justitsforfølgning i Gang.
Det er formentlig især af Hensyn hertil at man kan tillægge Aktionsmyndighedens Udøvelse nogen Vigtighed: ialfald maa det erkjendes, at Aktionsdekretet mod den utvivlsomt skyldige Forbryder kun er en Formalitet.
Den flygtige Gjennemlæsning af Forhøret, der er tilstrækkelig for at danne sig en omtrentlig Forestilling om, hvilket Navn
