vistnok sjelden være Anledning for Overøvrigheden til at standse den ved ikke at dekretere Aktion. Men ogsaa naar der i tvivlsomme Sager, paa Grund af Politiembedsmænds Malkonduite eller fordi paaregnede Bevisligheder have svigtet, opstaar Spørgsmaal om, hvor vidt Aktionsdekret bør udstedes eller ikke, tør det i Almindelighed være rettest at sætte Angjeldende under Tiltale, naar det ikke med Bestemthed kan forudsees, at han vil blive frifunden, om det end erkjendes at være yderst tvivlsomt, hvor vidt Angjeldende kan fældes. De skadelige Følger af en temerær Retsforfølgning ere da allerede indtraadte, medens Muligheden af at yderligere Oplysninger kunne fremkomme under Sagens Behandling for Retten ikke kan benegtes. Kun hvor Tvivlen angaar Handlingens forbryderske Karakter, synes et upaakaldt Forsøg paa uden speciel Anledning at bringe et enkeltstaaende Faktum under Domstolenes Paakjendelse alene at være Følgen af en overdreven Iver i at søge Straffeloven anvendt og at røbe en Tendents, der ikke kan bifaldes, men saa vidt mulig bør gjøres uskadelig ved ubetinget at negte at udstede Aktionsordre.
Dersom Rigtigheden af de foranførte Anskuelser med Hensyn til Tiltalen indrømmes, maa det uden Tvivl erkjendes, at Aktionsmyndighedens Udøvelse for de sædvanlige Justitssagers Vedkommende ikke frembyder nogen sær Vanskelighed. Aktionsdekretet er i Realiteten heller ikke Andet, end en officiel Erklæring af at der er Grund til at bringe den Angjeldendes Forhold under Domstolenes Paakjendelse; og det beror næsten udelukkende paa vedkommende Politiembedsmands Virksomhed og Konduite, hvor vidt der kan blive Anledning til at afgive nogen saadan Erklæring. Ligesom det derfor viser sig, at der i de forskjellige Jurisdiktioner inden det samme Amt kan herske den størst mulige Forskjellighed med Hensyn til den kriminelle Forfølgning, saaledes kan en større Lighed i Justitiens Administration over hele Riget lige saa lidt ventes opnaaet ved Ansættelsen af en Generalprokurør som ved en til samtlige Amtmænd udfærdiget Instrux betræffende Udøvelsen af Aktionsmyndigheden.
Det maa derfor være gjennem Politiembedsmændene eller vedkommende Forhørsadministratorer, at en større Lighed i Retfærdighedens Haandhævelse skal kunne tilvejebringes, saavel i Forfølgningen af de egentlige Justitssager som med Hensyn til Paa-
