og fremst, om Justitien bor sætte sig i Bevægelse, naar der bør skrides til Forhør, og hvor langt Undersøgelsen bør drives.
Spørgsmaalet, om Justitien bør skride ind, kunde synes at være afgjort ved Kriminallovens Kap. 27, hvis § 1 bestemmer, at „de i denne Lov omhandlede Forbrydelser paatales af det Offentlige, for saa vidt Undtagelser herfra ej udtrykkeligen ere bestemte;“ men Nogle forstaa Loven, som om det hed „kunne“ paatales, medens Andre underforstaa Ordet „skulle“ og erklære det for en ubetinget Pligt at forfølge enhver Forseelse, der ikke hører til de udtrykkelige Undtagelser.
Man ser derfor den størst mulige Forskjellighed i Fremgangsmaade ved Forfølgningen, især af de Forbrydelser, der, skjønt de henhøre under Regelen i den cit. §, nærmest indeholde en Fornærmelse mod Privatmand, som derved er bleven skadelidende.
Paa mange Steder gjøre vedkommende Justitsbetjente sig i saadanne Tilfælde ingen Umag for at komme paa Spor efter eller opdage Gjerningsmanden, saa længe ingen Opfordring fremkommer fra den fornærmede Privatmand; og selv da sætte de sig ikke i Bevægelse, med mindre det opgives hvor Angjeldende er at finde, eller i det mindste en bestemt Gjerningsmand.
Andre gaa derimod til den modsatte Yderlighed, idet de endog indlade sig paa at opspore og undersøge løse Rygter om saadanne Forbrydelser, hvilke de, naar det lykkes at erholde Oplysninger, der tyde paa at Rygtet er grundet, forfølge endog mod den Fornærmedes udtrykkelige Ønske. Enkeltes Iver for at bringe Straffeloven i Anvendelse gaar saa vidt, at de uopfordrede sætte Justitien i Bevægelse ved den blotte Formodning om at en saadan Forbrydelse er begaaet, endog hvor Uvisheden refererer sig baade til Faktum og til Personer, derved at det ikke alene er tvivlsomt, om og af hvem Gjerningen er begaaet, men ogsaa om Gjerningen er en Forbrydelse, hvilke Spørgsmaal de i Tvivls-Tilfælde anse sig uberettigede til at afgjøre.
Det er formentlig lige saa klart, at Politiet, eller hvilken anden Auktoritet, det maatte tilkomme at gribe Initiativet i den kriminelle Forfølgning, maa være kompetent til at afgjøre om der er Anledning til at drage Nogen til Ansvar, – som at juridisk Indsigt og Konduite ikke ere dispensable Egenskaber hos en Politiembedsmand.
