Sprogmænd har klaget over at man ofte har begaat. Af denne større Fjernhed i Slægtskabet ser man ogsaa tydelige Spor i de danske Oversættelser af Oldbøgerne; skjønt de nemlig ofte er gode og omhyggelige, mangler de dog stedse den rette hjemlige Aand og Duft, som ikke sjelden findes ved de af Nordmænd udgivne; det fremmedartede viser sig ikke alene i Valget af de enkelte Ord, men endnu mere i den hele Tankebygning, ligesom der hyppig af Mangel paa Kjendskab til ejendommelige norske eller islandske Indretninger og Udtryk selv hos deres dygtigste Oversættere indløber Fejltagelser og kejtede Vendinger, hvorover enhver norsk Dilettant, for hvem det rigtige falder som Fod i Hose, uvilkaarlig maa smile.
Imidlertid havde ogsaa i Norge enkelte begyndt at lægge sig efter Studiet af vort Oldsprog, skjønt man her i endnu højere Grad end i Danmark hemmedes ved Savnet af de fornødne Hjelpemidler; fjernt fra de haandskrevne Kilder, som laa opdyngede i Kjøbenhavn, var man indskrænket til det ubetydelige, der ved Trykken var gjort tilgjængeligt. Ved enkelte dygtige Mænds ufortrødne og ihærdige Bestræbelser udbredtes dog Interessen for Sagen til flere og flere, og det viste sig snart, at den her var bygget paa en naturligere og fastere Grund end hist nede. Trods alle Hindringer tiltog den hurtigt, og gik Haand i Haand med den vaagnede Sans for en nærmere Undersøgelse af vore Bygdemaal, som man snart mærkede var egte Affødninger af det oldnorske Modersprog, ja endog i en saa paafaldende Grad, at de i alt væsentligt kunde siges at udgjøre et dermed. Ved en enkelt Mands, Ivar Aasens, omfattende Undersøgelser godtgjordes den mærkelige Enhed og Sammenhæng, som trods Mangfoldigheden i Bygdemaalenes indbyrdes Afvigelser dog endnu hersker i dem alle, og ved at sætte dem i Forbindelse med Oldsproget og belyse dem fra dette træder det med Klarhed frem, hvorledes disse Afvigelser naturligen er fremkomne ved Sprogets Udvikling. Dette forøgede i høj Grad den engang vakte Lyst og Tilbøjelighed til at sysle med Oldsproget, som desuden enhver i Almindelighed med den største Lethed kunde lære, da de fleste fra Barndommen af kjendte et eller andet Bygdemaal, og deri havde en væsentlig Hjelp baade med Hensyn til Sprogformer og Ordforraad. Hertil kom den stedse stigende Iver for det folkelig-ejendommelige og
